Damerne lagde ud mod Bramdrupdam, som denne gang var dukket op i modsætning til sidste stævne – kampen skulle vindes, hvis LB skulle have forhåbninger om avancement fra puljespillet. LB kom også planmæssigt foran – men var ikke koncentrerede alle 11 minutter, så i de sidste to minutter blev der lukket 3 mål ind – men dog vandt holdet 5-3. Humøret og spillet fra sidste stævne var ikke helt blevet fundet, men holdet var fortrøstningsfuld – de skulle jo lige i gang.
Anden kamp var en vigtig kamp mod KIF 3. Dem havde holdet slået 6-4 ved sidste stævne, så alle håbede på en gentagelse, men KIF ville det anderledes. KIF kom foran 2-0, men LB-damerne gav ikke op. De kom på 2-2 inden KIF med 2 minutter igen kom foran 3-2. Så satsede LB på uafgjort, men det lykkedes desværre ikke – igen var holdet ikke helt kolde nok i de afgørende situationer, og KIF fik endnu en gang bolden i nettet til 4-2 med blot 3 sekunder igen. Øv – at det ikke holdt.
Oprejsningen skulle holdet have mod Fynslund i sidste kamp. Sidst havde holdet vundet 8-0, så det gjaldt om at få scoret nogle mål, da målscoren kunne blive afgørende for videre avancement. Holdet var slet ikke klar fra start og faldt ned i tempo. Efter en dum fejl var Fynslund pludselig foran 1-0. Puha – hvilket chok – nu måtte holdet vågne op, og Karsten Knudsen som var dukket op for at følge damerne kunne heller ikke længere holde mund på sidelinjen. Holdet skulle altså et gear op, hvis det skulle blive en storsejr. Heldigvis fandt damerne det ekstra gear efter godt fire minutter – kampen sluttede 8-1, så det var egentlig godkendt på trods af den langsomme start.
Tak for et par hyggelige timer til Line, Linette, Louise, Tina og Trine.
Næste stævne er søndag den 24. januar 2010 i Bramdrupdam. Her står KIF 2, Bramdrupdam og Alminde/Viuf GIF på programmet.
God jul til alle herfra.
Mette Løgstrup